Anders’ historie.
Marts 2005

Anders fik i juli 2000, en uge efter han fyldte 14 år, konstateret transversel myelitis.

Sygdommen udviklede sig over få timer, først klagede Anders over ubehag/smerter ved ribbenene og få timer efter var han fuldstændig lam i benene, faktisk fra brystet og ned.

Anders blev indlagt først på et sygehus, senere samme dag overflyttet til et andet sygehus og næste dag flyttet videre til børneafdelingen på Skejby Sygehus, hvor man efter diverse undersøgelser og scanninger samme dag stillede diagnosen transversel myelitis med læsion svarende til TH 5-6 niveau.

Behandling var optræning, optræning og atter optræning lød informationen til os.

Der blev taget mange blodprøver med henblik på at finde årsagen, men der blev aldrig fundet nogen forklaring.

I 4 dage blev Anders behandlet med store doser binyrebarkhormon i venen, han fik lidt smertestillende tabletter for rygsmerter og lidt til at sætte gang i maven. Allerede fra dag 1 blev han kateriseret og 6. dagen blev han selv oplært i det og har gjort det siden, i dag et par gange eller 3 om dagen.

Har siden udskrivelsen ikke fået medicin.

Anders var til optræning 2 gange om dagen, den ene af gangene i bassin. Der skete fremgang og efter ca. 5-6 uger blev Anders flyttet til fortsat genoptræning på paraplegifunktionen i Viborg, hvor han var i alt i 32 dage.

Anders vendte tilbage til sin 8. klasse og trænede et par gange om ugen hos fysioterapeut efter skole.

I dag er Anders 18 ½ år og 2. års lærling. Hans gangfunktion er næsten normal, han har svært ved at løbe, blæren er delvis lammet, han kan ikke mærke forskel på kulde og varme på underkroppen og der kan være dage, hvor benene er trætte og ”knækker” sammen, men ellers lever han stort set som alle andre unge. I sidste uge var han på skiferie og fulgte med de andre unge både i fart og i sværhedsgrad, om end han nok tog lidt flere styrt end de andre.

I hele forløbet har Anders været viljestærk og udholdende og hjulpet godt af sit gode humør og sin evig sorte humor.

Vi har kun ros tilovers for de behandlere, vi har mødt : fysioterapeuter på Skejby og i Viborg og overlæge Thomas Balslev, børneafdelingen på Skejby Sygehus. Alle har været yderst kompetente.

NB. Anders er et opdigtet navn. Hans rigtige identitet er TMA bekendt.


Document: http://www.myelitis.org/local/scandinavia/Anders_historie.htm
Last Modified: Sunday, 15-Jun-2008 09:25:19 PDT